Sådan stjal de spillet og sporten
De fleste mennesker, der fik stillet et sådant spørgsmål , ville tøve med at svare og afvise det med en latter. Dr. JoÒo Havelange, præsident for Federation Internationale de Football Association – FIFA – tøvede ikke, og han lo slet ikke.
»Jeg har to gange været i Rusland inviteret af præsident Jeltsin. Jeg har besøgt Polens præsident. I forbindelse med World Cup i Italien 1990 traf jeg tre gange Pave Johannes Paul II. Når jeg kommer til Saudi Arabien giver Kong Fahd mig en strålende velkomst. I Belgien havde jeg et halvanden time langt møde med Kong Albert. Tror De, at et statsoverhoved ville ofre så megen tid på hvem som helst? Det er respekt. Det er FIFA´s styrke. Jeg kan tale med en hvilken som helst præsident, men de vil også tale med en præsident på lige fod. De har deres magt, og jeg har min. Fodboldens magt, som er den største magt, der eksisterer.«
Det var den Havelange´ske måde at svare ´Ja´ på.
Med Sådan stjal de sporten og spillet er David Yallop på jagt efter sandheden om magthaverne, pengematadorerne og narkobaronerne bag den kommercialiserede, internationale fodbold.
Det, som engang var ædel sport med appel til ungdommen og til begejstrede tilhængere i alle aldersklasser, har under kyniske og hensynsløse pengemænd udviklet sig til en gladiatorlignende underholdning præget af vold på grønsværen og slagsmål på tilskuerpladserne i kølvandet på enhver større fodboldkamp rundt om i verden.
Hvorfor er det gået sådan? Hvordan er det gået til? Disse spørgsmål har David Yallop stillet, og han har sin natur tro sat alt ind på at finde de rette svar.