Andre Agassi – Open

I selvbiografien Open fortæller Agassi, hvordan han egentlig har det med tennis: »At spille tennis er mit levebrød, selv om jeg hader tennis, hader det med en mørk og hemmelig lidenskab og altid har gjort det.«

Bogen har allerede skabt medierøre grundet fortællingen om Agassis iltre far, der i baghaven til huset i ørkenen uden for Las Vegas opfører en tennisbane, så den lille Andre på fars foranledning kan blive blandt verdens bedste tennisspillere. Faren laver en maskine, Dragen, kalder Andre den, der skyder bolde ud mod den syvårige dreng med en hastighed af 175 kilometer i timen. Faren indstiller Dragen, så boldene springer ekstra højt op, og her lærer Andre at tage boldene tidligt i opspringet. Nogen nydelse er det ikke for Andre, men han stopper ikke: »Ikke alene ville min far jagte mig rundt i hele huset med min ketsjer, der er også noget i mig, en dybtliggende, skjult muskel, som ikke lader mig gøre det.« Og så er der afsløringen af, at Agassi undgik en dom for at have indtaget met- amfetamin ved at skyde skylden på en anden.

Men før drama er bogen en fortælling om at finde sig selv. Fortalt i første person og kronologisk, bortset fra det indledende kapitel, der beskriver familielivet med Graf og deres to børn og Agassis sidste sejr i sin karriere. Fra træningsbanen i baghaven sendes Agassi mod sin vilje på et tennisakademi, »en forherliget fangelejr«, og vi følger ham videre igennem hans første turneringer over hans ifølge bogen ikke særligt lykkelige forhold til Brooke Shields, mødet med træneren Brad Gilbert, der får ham til at slippe tanken om at gøre hvert slag perfekt, og frem til hans forløsende møde med Steffi Graf.