Hovedstød – 13 målsøgende meninger om fodbold

Af Nikolaj Steen Møller (Bragt i Brølet nr. 22., Vinter 1999) …og lidt planløst losseri og diagonalbolde op i ingenmandsland. Disse noget letkøbte udtryk dækker fint den nye bog Hovedstød. Bogen samler 13 nye artikler (OK, der er et digt imellem) fra en flok yngre skrivere, som alle har en ting til fælles – negativt: de tilhører ikke den gamle garde af sportsjournalister, som bøger om fodbold som oftest er befolket af. Der er såmænd kun en enkelt sportsskribent til stede, nemlig Jakob Kvist, som med stil og sarkasme giver støvlen til de aldrende spidser i FIFA ved sin dækning af et pressemøde ved sommerens VM. Der er til gengæld en del forfattere og desuden nogle journalister, som til daglig beskæftiger sig med kulturstof. Og så noget så sjældent som en (tidligere) fodboldspiller. Neutral som altid driblede jeg direkte hen til de artikler, som er skrevet af folk jeg vidste var FCK-fans. Og tro det eller ej, de er fremragende. I hvert fald i min komplet subjektive bedømmelse… Vores egne drenge Den første er af komikeren Sebastian Dorset, som har skrevet Mit liv som tackler, en meget morsom og uselvhøjtidelig historie, om sin egen karriere på et yderst beskedent amatørplan; og om at indse sine egne begrænsninger. Derefter finder man et meget skarpt og velskrevet indlæg af journalisten Niels Pedersen (er det ikke ’Fez’ mere?), Fanpower, som tager sit udgangspunkt i FCK-AaB i juni, kampen som huskes for den vilde sarkasme, der kom væltende ned mod spillerne, og så fortsætter til protester i Tyskland mod dovne og overbetalte spillere og i England mod tyranniske ejere, som forsøger at luge de oprindelige fans ud med opskruede priser og drakoniske regler om opførsel på stadion. Store klubber med mange registrerede fans som Brøndby og FC København er yderst bevidste om denne ulmende fanpower. Begge virksomheder har fanklubbernes formænd på lønningslisten, så der er snor i aktiviteterne, og de følger klubbernes marketingplaner og image. Niels stiller dog spørgsmålstegn ved, om fanklubber som Brøndby Support og FCKFC har godt af at have sine formænd på klubbens lønningsliste. Som del af FCKFC vil jeg godt lige opponere lidt imod, at klubben skulle for det første betale løn for, og for det andet have snor i, Fan Clubben. Uden at have regnskabet ved hånden mener jeg så afgjort, at lønnen til Tomas betales af Fan Clubben. Og det er lidt hårdt at frakende vores uafhængighed. For samarbejde er ikke lig med bestillingsarbejde. Og der er ikke rigtig så meget at protestere over disse dage – da det var tilfældet, var FCKFC, som Niels også anfører, straks på pletten. Det gjaldt naturligvis ølpriserne i Parken. Om så Brøndby Support kan sige det samme er tvivlsomt, da den nærhed til klubben, som formanden beskrev som ’tyve skridt’, viste sig at være meget lidt værd i forbindelse med EuroStand-aktionen. Og principielt har Niels i hvert fald ret. Uafhængige og intelligente – og trofaste – fans er de bedste. Endelig er der undertegnedes øjeblikkelige yndlingsforfatter Benn Q. Holm, som har skrevet Fragmenter af en FCK-dagbog, uddrag fra en uge i forfatterens FCK-liv, som begynder med at han om mandagen med sin datter gennemgår den triste 0-0-kamp mod B93 og om søndagen bliver interviewet til Brølet og ser FCK slå BIF 1-0 i Parken. Stor læsning og ren FCK-propaganda! Dog med den lille lapsus, at “Fusionsnipserne udelukkende opererer på Internettet”. Sludder! Fusionsnipserne opererer udelukkende på værtshuse. Resten af den brogede flok Så er det jo interessant, om det andet er lige så godt. Jakob Kvist lægger som nævnt flot ud, og Hovedstøds redaktør Jens Andersen slagter benhårdt roliganbevægelsen i en rejsebeskrivelse fra VM. Gode sager. Og Synne Garff, som nu er på TV2’s morgen-tv, men før dækkede sport for DR, vistnok under navnet Niemann, har en ganske sød og charmerende historie om at stå uforstående over for supporterfænomenet, som hun finder hos sine to meget forvirrede og ikke særligt loyale børn, som skifter mellem Brøndby og FCK. En hed sommerdag styrtede verden f.eks. sammen for vores yngste på fem år. Vi forsøgte ihærdigt at komme lillemanden til undsætning i den tro, at han havde slået sig. Men nej! “Jeg kan ikke finde min hue med lokum på.” “Lokum?” spurgte faderen trøstende og en smule forundret. “Ja, den med lokum på. Ligesom på tørklædet.” Forfatteren med det forbløffende navn Jesper Wung-Sung bidrager med en kort novelle, som er fuld af dobbelttydigheder i bedste Raymond Carver-stil. Og Henrik Wivel skriver stærkt provokerende en række grundsætninger om fodbold, der får én til at skråle “Det er jo hårrejsende” – indtil man til sidst indser, at det er meningen… Men min egen favorit er AB-direktøren Per Frimanns hylende skægge Træneren er tosset, en samling af små historier om de trænere, han har haft i Anderlecht og på landsholdet. Manden er en naturlig historiefortæller og giver et billede af nogle imponerende særlinge. Det er dog ikke alt, der holder. Man finder f.eks. universitetslektor (wow!) Frederik Stjernfelts indlæg Lille Fodbold-ABC, der meget belæst og finurligt løber i cirkler om sig selv indtil nedenstående dukker op under Y: Ydelse før prydelse. Fodboldtilskueren har en højt udviklet retfærdighedssans. Skuespil på banen hånes – og man tildeler ingen laurbær for præstationer, der ikke foreligger. Det var nok FCK’s store fejltagelse, da traditionsklubberne KB og B1903 sluttede sig sammen i et orgie af selvros, hule proklamationer og kunstige løvebrøl. Publikum fornam øjeblikkelig uærlighed og vendte sig fra en klub, der ville være stor, inden resultaterne var det. Et yuppiepublikum kunne nok tiltrækkes, men det er, som om hulheden resterer på holdet, der trods brillante spillere når som helst kan falde fra hinanden. Hvis Kloge-Åge bare en enkelt gang vovede sig uden for sit elfenbenstårn ville han sikkert blive forbløffet over vor fanskares forskellighed, men visse mennesker har jo en forkærlighed for at lade sig trække ved tuden af gamle fordomme og generaliseringer. Hvad man ofte er ude for, jfr. Notitser. Stjernfelt vil intellektualisere fodbold til det uudholdelige, hvilket der burde uddeles bøder for – eller en længere fængselsstraf i Jørgen Leths tilfælde. Berlingske Tidendes Per Theils artikel om barndomsminder og EM-sejren i 1992 er lidet interessant, og Peter Laugesens digt om lille Jens Bagers drøm om et saksespark er et godt eksempel på, at fodbold ikke er noget godt emne for lyrik – med respekt for Niels Pedersen, som engang skrev et digt om Peter Møllers mål i Parken mod Brøndby. Endelig er Nils Gunder Hansens Copacabana ved Vidåen nærmest en novelleudgave af Fever Pitch som foregår i Tønder for ALT for mange år siden. Slet ikke interessant for mig, men måske god nostalgi for andre som faldt for fodbold som trettenårig, i 1969, og husker Henning Enoksen… Helhedsindtrykket er stadig godt. Bogen hedder Hovedstød, fordi den giver bud på hvordan intelligent, fornyende fodboldlitteratur ser ud. Som regel med held. Og dette citat fra Jens Andersens indledning bør mange, ikke mindst visse avisers sportsredaktører nok tage til sig: “Fodbolden har mistet sin uskyld”, siger den bedrøvede romantiker og pudser de gamle snørestøvler og pokaler fra tiden, hvor far troskyldigt samlede på Gunnar Nu-billeder, og dommeren gerne måtte veje over 100 kg og trille rundt i midtercirklen. “Fuck you, old man – og fuck FIFA!” siger 90’ernes unge fanskare, der har slugt Stævnets Orkester og “Sejle op ad åen” og ikke gider høre et ord mere om den gamle Idrætspark. De vil stå op og på egne ben definere sig selv som en ny tids offensiv, aggressiv fankultur med stærke, følelsesmæssige rødder i et lokalt hold af guder og gladiatorer.