Hvor svært kan det være?
Bogen giver danske ‘mandagstrænere og -direktører’ ny og tung ammunition til diskussionerne om, hvorfor mange fodboldklubber har svært ved kontinuerligt at levere gode resultater – både på banen og i årsrapporterne.
Det sker, når den tidligere tekniske direktør i Shanghai SIPG FC, Mads Davidsen, og den tidligere administrerende direktør i F.C. København, Dan Hammer, giver deres bud på, hvordan fodboldklubber kan udfolde deres fulde potentiale – både på banen og som forretning.
Fodbolden er martret af et ekstremt fokus på kortsigtede resultater og emotionelle beslutninger. I kampen for at blive bedst, eller undgå at blive sidst, underminerer klubberne forudsætningerne for at blive bedre.
Bogen viser en anden og mere langtidsholdbar måde at lede fodboldklubber på. En måde, der tager udgangspunkt i en dyb respekt for spillets og branchens kompleksitet, en klubs grundlæggende værdiskabelse samt dens behov for at være unik. Og ikke mindst en måde, hvor klubbens forretningsstrategi og fodboldstrategi spiller hinanden gode.