Lars Christiansen – Fra spids vinkel
Venstrefløjen Lars Christiansen har prøvet det meste som håndboldspiller. Hyldet som europamester af folkemængden på Rådhuspladsen og udskreget som en umulius, når han på landsholdet ikke har kunnet holde verdensklasseniveauet fra Bundesligaen. Med næsten 300 optrædener i rødt og hvidt er Lars Christiansen indehaver af landskamprekorden, og han har været med i over 16 år fra dengang, hvor landsholdet altid fejlede i slutrunderne til medaljer under først Torben Winther og siden Ulrik Wilbek.
I bogen fra Spids Vinkel fortæller han åbenhjertigt om herrelandsholdets mange nederlag og skyggetilværelsen i forhold til damelandsholdet, hvor hans kone Christina Roslyng var en af profilerne. Lars Christiansen åbner døren til omklædningsrummet, hvor temperamentsfulde, granvoksne mænd kommer i klammeri i bestræbelserne på at vinde guld. Han beretter om opvæksten i Sønderborg, drengestreger, klovnerier, slagsmål og om at blive hængt ud på avisforsiderne som reklamesøjle for en pornogigant.
Lars Christiansen fortæller også om dagligdagen i Flensburg-Handewitt og om forskellen på dansk og tysk mentalitet. Mest af alt er der tale om en bog, hvor den glade gadedreng Lars Christiansen giver sin version af, hvad der er sket med dansk herrehåndbold de seneste 20 år – om at gå fra tegneseriehold til guldhold.