Spændt op – Borg, McEnroe og enden på tennissportens gyldne æra

Spændt op – Borg, McEnroe og enden på tennissportens gyldne æra

Fyldt 40 år og glad for tennis? Så er bogen “SPÆNDT OP. Borg, McEnroe og enden på tennissportens gyldne æra” er klokkeklart servees.

Den indsigtsfulde og velskrivende, amerikanske tennisjournalist Stephen Tignor fører os tilbage til de glade dage sidst i 70’erne og først i 80’erne, hvor en række farverige personligheder som Björn Borg, John McEnroe, Jimmy Connors, Ilie Nastase og Vitus Gerulaitis skabte fest og drama på alverdens tennisbaner.

Amatøræraen var slut, og pengene strømmede ind over den ny tids stjerner. De dygtigste ketcherartister blev veritable rockstjerner, der væltede sig i piger, stoffer, forgudelse og luksus. Flere hundrede skrigende ungmøer overfaldt ‘vikingeguden’ Borg, når han gjorde sin entré ved Wimbledon, og skabte begrebet ‘Borgasme’. Intet menneske kan holde til dette pres, og Tignor formidler flot, hvordan dybest set helt almindelige unge mænd undergår en forvandling i retning af det paranoide og selvovervurderende. De bliver monstre med selvdestruktive træk, der ødelægger forholdet både til sig selv og de nærmeste.

Bogen er spækket med masser af underholdende insider-stof. Om Borgs maniske overtro, som betød, at alting altid skulle gøre på samme måde – selv tøjet var altid ens. Om McEnroes forpinte sind, der gav sig udslag i ukontrollable raserianfald og fuck you-attituder, som gjorde ham decideret forhadt, endda på hjemmebanen i New York. Om ‘storebror’ IceBorgs omsorg for ‘lillebror’ AmokEnroe, der senere skulle forstøde den almægtige, svenske afgud fra tennistronen og sende ham ud i det dybeste mørke. Om Connors’, Nastases, Gerulaitis’ og Lendls private dæmoner og spillemæssige forskelligheder.

Flere af de legendariske finaler følger vi nærmest bold for bold. Borgs stensikre, forudsigelige baglinjespil og psykiske mastermind mod McEnroes virtuose, kreative allround-spil og vanvittige humørsvingninger. Det er afsindigt spændende, også selv om man måske godt ved, hvem der endte med at snuppe trofæet i Wimbledon 1980 og U.S Open i 1981.

To ting trækker desværre ned i det samlede regnskab. Tignor flakser lidt for ofte hid og did fra fortid til nutid uden logisk sammenhængskraft og fortaber sig i ret ligegyldige detaljer fra sportens barndom i USA. Her mærker man amerikanernes hang til kvantitet – jo flere sider, jo bedre bog.

Desuden må People’sPress og oversætter Henrik Andersen tage ansvaret for en syndflod af sprogbøffer og tyrkfjel. Lad os tage et par af de mere tåbelige: Borg bestiger tennisportens ‘tinding’ (tinde). McEnroe maler et ‘kanvas’ (lærred). Hvem er de ‘blåblodede matriaker’, der tales om? Og mangler der ikke noget i dette ‘coktailglas’? En korekturdlæsser ville ha’ gjort