VIVA VEJLE – Fortællingen om Vejle Boldklub
For første gang i 16 år udgiver ”Årets Sportsjournalist 2006” en bog. Den tidligere sportsjournalist på blandt andet Berlingske Tidende og Ekstra Bladet, Lars Werge, sender nemlig ”VIVA Vejle – Fortællingen om Vejle Boldklub” på gaden.
Viva Vejle er fortællingen om Vejle Boldklub i medgang og modgang igennem mere end 130 år. Klubben blev etableret i slutningen af 1800-tallet, og den havde sin storhedstid i sidste del af 1900 tallet.
VB er klubben der har opfostret spillere som Allan Simonsen, Ulrik Le Fevre, Thomas Gravesen, John Sivebæk og Tommy Troelsen.
Viva Vejle fortæller om VB’s største opture og dybeste nedture. Bogen er også fortællingen om, hvordan Vejle og VB’s historie er sammenvævet og har præget hinanden. Gennem interviews med de sidste 60 års nøglepersoner i og omkring klubben og byen tegner journalist og forfatter Lars Werge et nærgående portræt af den klub han siden barndommen i 1970’ernes Vejle har været en uforbederlig fan af.
Lars stoppede som udøvende journalist i 2011, da han blev valgt som næstformand i Dansk Journalistforbund. Siden blev han i 2015 formand for fagforeningen, og i dag arbejder han som mediepolitisk chef i Dansk Erhverv.
”Men jeg opfatter og definerer stadig mig selv som journalist. Og selv om det er 16 år siden, jeg senest udgav en bog, så har jeg altid troet og håbet på, at jeg en dag igen skulle udgive et journalistisk værk,” siger Lars Werge.
Lars Werge har skrevet følgende bøger:
Wilson Kipketer, 1998
Den olympiske bombe, 2000
Don Ø., 2002
Camilla Martin – Helt ærligt, 2003
Drømmeholdet – historien om CSC, 2005
Mellem tavshed og løgn: en rejse gennem cykelsportens mørke virkelighed, 2007
Desuden har han oversat Jan Ullrichs bog Ganz oder gar nicht – meine Geschichte fra tysk til dansk. Den udkom i 2004. På dansk hedder bogen: Jan Ullrich : århundredtalentet
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.